Bag samtalen: sådan forbereder og fører vi et langt interview

Forberedelsen begynder ved skrivebordet

Jeg starter altid med at læse og se alt, den inviterede har lavet og sagt offentligt. Det er ikke for at kunne vise, at jeg har styr på det, men for at undgå at spørge om noget, der allerede er besvaret mange gange. Et godt interview går dér, hvor de fleste andre ikke er gået.

Når jeg har læst mig ind i arbejdet, skriver jeg en række temaer ned, ikke en færdig spørgeliste. Temaerne giver mig retning uden at binde samtalen. Jeg tager ofte kun tre eller fire af dem med ind i rummet og lader resten ligge, hvis samtalen finder sin egen vej.

Jeg noterer også, hvad jeg ikke ved. Hullerne i min viden er ofte de bedste spørgsmål, fordi de tvinger gæsten til at forklare i stedet for at henvise til noget, alle forventes at kende. Det gør artiklen mere åben for læsere, der møder personen for første gang.

• Læs og se tidligere arbejde grundigt
• Skriv temaer, ikke en fast spørgeliste
• Notér hvad du selv er usikker på

Rummet og de første ti minutter

Hvor vi mødes, betyder mere, end man tror. Jeg foretrækker gæstens eget værksted eller et roligt sted, hvor vedkommende føler sig hjemme. Her er materialerne og redskaberne inden for rækkevidde, og det er lettere at pege på et konkret værk end at beskrive det med ord.

De første minutter bruger jeg på almindelig snak. Jeg forklarer, hvordan samtalen bliver brugt, at gæsten kan læse citaterne igennem, og at jeg gerne tager pauser. Optageren lægger jeg på bordet uden fanfare, så den hurtigt bliver en del af rummet og glemmes.

Mange er nervøse for at sige noget forkert. Jeg minder dem om, at vi har god tid, og at ingenting er endeligt, før de har set teksten. Den ro kan mærkes i lydoptagelsen, hvor svarene bliver længere og mere tænksomme efter en kvarters tid.

At lytte er selve håndværket

Det vigtigste i et langt interview er ikke spørgsmålene, men det, der sker, når gæsten er færdig med at tale. Jeg lader stilheden stå et øjeblik. Ofte kommer den egentlige pointe i det næste, uplanlagte afsnit, hvor personen retter sig selv eller tilføjer en detalje, som ikke var forberedt.

Jeg skriver korte stikord undervejs, men holder blikket på gæsten. Et stikord kan være et enkelt ord, som jeg vil vende tilbage til senere. Det giver mig mulighed for at følge tråden uden at afbryde, og det viser, at jeg faktisk lytter til svaret.

Opfølgningsspørgsmål er min vigtigste redskabskasse. Hvorfor lige den løsning? Hvad prøvede du først? Hvad ville du gøre anderledes? Sådanne spørgsmål bevæger samtalen fra færdige formuleringer til den måde, arbejdet virkelig foregår på, og det er ofte dér, læseren lærer mest.

• Lad pauser stå, før du spørger videre
• Brug stikord til at vende tilbage til tråde
• Spørg efter metode, ikke kun resultat

Fra timer af lyd til en læsbar tekst

Efter samtalen skriver jeg optagelsen ud ord for ord. Det er langsomt, men det tvinger mig til at høre alt igen, og jeg opdager ting, der gik forbi i rummet. Jeg markerer de passager, der bærer artiklen, og dem, der kun er pæne, men ikke nødvendige.

Redigeringen handler om at fjerne gentagelser og omveje uden at ændre meningen. Talesprog og skriftsprog følger forskellige regler, så sætninger skal ofte strammes. Jeg ændrer aldrig et svar, så det siger noget andet, end gæsten mente, og jeg bevarer personens egen rytme, så stemmen kan genkendes.

Tit er den bedste rækkefølge ikke den kronologiske. Jeg flytter afsnit, så artiklen får en bue, hvor et tema bygger på det foregående. Til sidst læser jeg teksten højt for mig selv. Hvis jeg snubler, snubler læseren også, og så skal sætningen skrives om.

Godkendelse, citater og redelighed

Inden publicering sender jeg citaterne til gæsten. Det er ikke for at give afkald på redaktionel frihed, men for at sikre, at faktuelle detaljer, navne og tekniske begreber er korrekte. Gæsten kan rette fejl, men artiklens vinkel og kritiske spørgsmål er stadig redaktionens ansvar.

Hvis gæsten ønsker at ændre noget, der er sagt tydeligt og med vilje, drøfter vi det i stedet for bare at slette. Det sker sjældent, og som regel kan vi finde en formulering, der er korrekt og stadig ægte. Er vi uenige, afgør redaktionen, hvad der står.

Vi opfinder ingen citater og konstruerer ingen samtaler. Alt, hvad der står i anførselstegn, er sagt, og kan findes i optagelsen. Det er en enkel regel, men den er grundlaget for, at læserne kan stole på et interview, når de bruger tid på at læse det til ende.

• Citater sendes til gennemsyn før udgivelse
• Faktuelle fejl rettes, vinklen forbliver redaktionens
• Alt i anførselstegn er sagt og optaget

Det, der sjældent kommer med

Af en samtale på halvanden time ender måske en femtedel i artiklen. Det kan virke som spild, men resten er med til at give mig forståelse for personen og arbejdet. Meget af det, der ikke trykkes, former alligevel, hvordan de andre dele skrives og hvilke spørgsmål der stilles.

Nogle gange er det, der falder fra, netop det mest livlige: en sidebemærkning, en vittighed, en tvivl. Jeg prøver at bevare dem, der siger noget om måden at tænke på, men lader dem gå, hvis de trækker teksten væk fra sit emne. Det er svære valg, og jeg træffer dem bedst efter et par dages afstand.

Når efteråret kommer, og værkstederne igen fyldes af nyt arbejde, mærker jeg, hvor meget jeg holder af tålmodigheden i genren. Et langt interview kan ikke skyndes. Det kræver tid til at forberede, tid til at lytte og tid til at skrive, og læseren kan mærke forskellen.