Hvordan forbereder jeg mig til et langt interview?

Spørgsmålet, jeg får oftest

Når jeg møder kunstnere, fotografer og designere, som har sagt ja til en samtale i magasinet, kommer næsten altid det samme spørgsmål: Hvordan forbereder jeg mig? Det er et godt spørgsmål, for det afslører, at man tager samtalen alvorligt, og det er netop det, vi gerne vil have med fra første minut.

Mit svar er kort, men det kræver lidt forklaring: Du skal ikke forberede dig, som skulle du til eksamen. Du skal forberede dig, som skulle du fortælle en nysgerrig gæst om dit arbejde. Forskellen er stor. Den første tilgang giver pæne, lukkede svar. Den anden giver historier, tøven og detaljer, som ingen havde planlagt.

I efteråret, hvor mange har travlt med udstillinger, afleveringer og nye projekter, er det fristende at gå ind i en samtale uden tanke. Det går som regel godt alligevel, men du får mere ud af den, hvis du bruger en times ro på forhånd.

Tænk i forløb, ikke i svar

Det mest brugbare, du kan gøre, er at genlæse dit eget arbejde i tidsrækkefølge. Hvad begyndte du med, hvad opgav du undervejs, og hvilket valg ændrede retning? Et langt interview handler sjældent om det færdige resultat alene. Det handler om vejen derhen, og den husker man bedst, når man har set på den igen.

Find to eller tre konkrete øjeblikke, du gerne vil fortælle om. Det kan være en fejl, der blev til noget godt, en samtale med en kollega eller et materiale, du var uenig med. Du behøver ikke fortælle dem i en bestemt rækkefølge, og jeg kommer alligevel til at spørge ind til noget helt andet.

Skriv ikke svar ned. Skriv stikord, og læg dem væk, inden vi starter. Det, du husker uden papir, er som regel det, der er værd at fortælle.

• Genlæs dit arbejde fra begyndelsen
• Vælg to eller tre konkrete øjeblikke
• Skriv stikord, ikke færdige svar

Hvad jeg selv gør, før vi mødes

Før en samtale læser jeg alt, du selv har skrevet eller sagt offentligt, og jeg ser på dit arbejde uden at skynde mig. Jeg skriver ikke en liste med spørgsmål, jeg følger slavisk. Jeg skriver en række emner og nogle åbninger, som jeg kan vende tilbage til, hvis samtalen går i stå.

Jeg sender dig også en kort oversigt over, hvad jeg gerne vil tale om, så du ikke bliver overrasket. Den indeholder emner, ikke spørgsmål. Det giver dig lov til at tænke, uden at du får lov til at pudse svarene af, og det er en balance, jeg har lært at værdsætte gennem mange samtaler.

Vi aftaler også, hvor lang tid vi har, og hvad der sker bagefter. Du får at vide, at du kan få citater til gennemsyn, og at jeg ikke ændrer meningen i noget, du har sagt.

Selve samtalen: tid, sted og stilhed

Vælg et sted, hvor du føler dig hjemme. For mange er det værkstedet eller atelieret, fordi tingene er der, og fordi man kan række ud efter en skitse eller et stykke materiale, når ordene løber tør. Jeg tager gerne imod en kop kaffe, men jeg tager ikke imod en samtale, hvor telefonen ringer hvert femte minut.

Stilhed er ikke et problem. Hvis du holder en pause, er det som regel, fordi du tænker på noget, du ikke har sagt før. Jeg lader pausen stå. Det er ofte efter en lang tavshed, at det bedste svar kommer, og jeg har lært ikke at fylde den ud med endnu et spørgsmål.

Hvis du ikke vil svare på noget, så sig det. Det er helt i orden, og det påvirker ikke resten af samtalen. En ærlig afvisning er langt bedre end et udenomssvar, som ingen af os tror på.

• Vælg et sted, hvor du er hjemme
• Sluk for telefonen under samtalen
• Sig til, hvis du ikke vil svare

Hvad der sker bagefter

Efter samtalen skriver jeg den ud og skærer ned. En time med tale bliver til nogle få tusinde ord, og det kræver valg. Jeg beholder det, der fortæller noget om din metode og dit blik, og jeg lægger det til side, der kun var høflighed eller gentagelse. Ingen ændring sker uden at meningen bevares.

Du får som regel mulighed for at læse dine egne citater igennem. Det er ikke en invitation til at skrive samtalen om, men til at rette faktuelle fejl og navne. Hvis du bagefter synes, at en sætning lyder anderledes, end du mente den, tager vi en snak om det.

Til sidst parrer vi teksten med billeder, og her er fotoredaktionen med. Du skal ikke selv sørge for noget, men det er rart at vide, at billederne bliver valgt med samme omhu som ordene.

De tre ting, jeg altid anbefaler

Hvis jeg skal koge rådet ned til noget, du kan huske i bilen på vej til samtalen, er det tre ting. For det første: Kend dit eget arbejde godt nok til at kunne fortælle om det uden noter. Det giver ro, og ro giver gode svar. For det andet: Vær ærlig om tvivl og fejl. Læserne stoler på de tekster, hvor man kan mærke, at nogen har tøvet.

For det tredje: Stil spørgsmål tilbage. En god samtale er ikke et forhør, og hvis du undrer dig over, hvorfor jeg spørger om noget, så sig det. Det kan vende samtalen i en retning, vi ingen af os havde forudset, og det er netop dér, de bedste interviews opstår.

Mange er nervøse på forhånd og overraskede bagefter over, hvor naturligt det føltes. Det er et godt tegn, og det er sådan, jeg gerne vil have, at du går derfra.