Bag kameraet: sådan bliver et portræt til i studiet

Det begynder længe før lukkeren

Et portræt i magasinet starter sjældent med et kamera. Det starter med en samtale mellem fotoredaktør og fotograf om, hvad billedet skal fortælle, og hvad det ikke skal. Jonas Kristensen plejer at skrive tre ting ned: en stemning, et sted og en begrænsning. Begrænsningen er ofte den vigtigste, for den hindrer, at billedet bliver en pæn standardløsning.

Jeg har siddet med i flere af de samtaler, og det slående er, hvor lidt der handler om udstyr. Man taler om, hvordan personen bevæger sig, om vedkommende er nervøs foran et objektiv, og om rummet kan bære et fuldt portræt eller kun et udsnit. Først når de spørgsmål er besvaret, vælger man linse og baggrund.

Her i de mørkere efterårsuger tager forberedelsen ekstra højde for dagslyset, som forsvinder tidligt. Et studie, der ligger mod nord, giver et roligt og jævnt lys om formiddagen, men om eftermiddagen skal man regne med at skabe det selv.

• Aftal stemning, sted og en bevidst begrænsning
• Tal om personens vaner foran kameraet
• Vælg udstyr til sidst, ikke først

Lyset bygges op i små skridt

Når en portrætdag begynder, bruger vi den første halve time på lyset alene. Jonas stiller en stand-in, ofte en af os fra redaktionen, op på det sted, hvor gæsten skal sidde. Så flytter han en blød lyskilde centimeter for centimeter og ser på, hvordan skyggen under næsen og omkring øjnene ændrer sig.

Det lyder pedantisk, men små forskydninger får ansigtet til at virke åbent eller lukket. En lampe lidt for højt giver dybe øjenhuler, en lampe lidt for lavt giver et dramatisk udtryk, som sjældent passer til en rolig samtale. Vi vil gerne have, at billedet ligner personen på en god dag, ikke på en travl.

En lille hvid plade på den modsatte side kaster lidt lys tilbage og blødgør skyggerne. Den koster næsten ingenting, men gør ofte mere end en dyr ekstra lampe.

• Test lyset på en stand-in før gæsten kommer
• Flyt lyskilden i små skridt og se på skyggerne
• Brug en hvid plade til at blødgøre modsiden

Mødet med personen foran linsen

Den svære del er ikke teknikken, men de første ti minutter med en gæst. De fleste kommer med en idé om, hvordan de ser forkerte ud, og holder vejret, når lukkeren går. Jonas begynder derfor med at tage billeder, der ikke tæller, mens han spørger om vejen hertil eller om noget helt tredje.

Sofie Lindberg er ofte med, hvis portrættet hører til et interview. Hendes samtale og hans billeder griber ind i hinanden: Når en gæst begynder at tale om noget, hun brænder for i sit arbejde, ændrer ansigtet sig, og så tager Jonas de billeder, vi senere bruger.

Vi viser aldrig et billede på skærmen midt i optagelsen. Det får gæsten til at begynde at rette på sig selv, og så mister vi det naturlige udtryk, som vi har brugt en time på at opbygge.

Udvælgelsen er et eget håndværk

Efter en dag står vi med flere hundrede optagelser, og der begynder arbejdet, som læseren aldrig ser. Jonas gennemgår dem først alene og markerer dem, hvor blikket, hænderne og skuldrene sidder rigtigt. Derefter ser Mette Rasmussen og han dem sammen på en stor skærm og sorterer i grupper.

Vi leder ikke efter det perfekte billede, men efter det, der passer til artiklens tone. Et strengt portræt kan være teknisk fejlfrit og stadig forkert, hvis teksten er varm. Derfor ender vi nogle gange med et lidt uskarpt billede, fordi det har noget, de skarpe mangler.

Til sidst beskærer vi, retter let på lys og farve og tjekker, at billedet virker i både stort og lille format. Vi ændrer ikke på ansigtet eller kroppen, kun på det, kameraet har set skævt.

• Gennemgå først alene, derefter sammen
• Vælg efter artiklens tone, ikke efter skarphed
• Ret kun lys og farve, aldrig personen

Når billedet møder teksten

Et portræt lever ikke alene på siden. Jeg arbejder med layoutet, og jeg ved, hvor meget en beskæring eller et hvidt felt ændrer måden, et billede læses på. Et stort billede ved siden af en kort tekst giver ro, mens et lille billede i en lang spalte får det til at ligne et bevis.

Derfor taler fotoredaktør og layouter sammen, før teksten er færdig. Nogle gange skriver Sofie en passage om, hvordan personen sad, fordi billedet viser det, og så behøver teksten ikke gentage det. Andre gange tager vi et billede ud, fordi teksten allerede siger det samme.

Billedtekster får særlig opmærksomhed. De skal sige, hvad man ikke kan se, ikke gentage det åbenlyse. En god tekst under et portræt fortæller, hvor billedet er taget, og hvad personen lavede lige før.

Det, vi stadig lærer

Intet af dette er faste regler. Hver gang tager vi fejl af noget: et rum, der er for koldt, en baggrund, der trækker opmærksomheden, en gæst, der er mere træt, end vi regnede med. Vi skriver det ned bagefter, så næste optagelse bliver lidt bedre forberedt.

Magasinet er nyt, og vores arbejdsgang er stadig under udvikling. Jonas har en lille bog, hvor han noterer lysopsætninger og hvad der fungerede, og den er blevet et fælles værktøj for redaktionen. Det er ikke et system, men en vane.

Hvis du selv fotograferer, så prøv at bruge den første halve time på lyset alene og de første ti minutter på samtale uden at tage billeder, der tæller. Det ændrer mere, end man tror.

• Skriv ned, hvad der gik galt, efter hver optagelse
• Brug tid på lys og samtale før de rigtige billeder