Tre timer med Karen: en samtale, der skulle klippes fra fire til én

Karen og den første aftale

Karen driver et lille keramikværksted i en gammel staldbygning uden for Hillerød. Hun havde sagt ja til en samtale med Sofie, vores interviewer, men med et forbehold: hun ville ikke svare på spørgsmål, hun havde svaret på mange gange før. Det var en rimelig betingelse, og den satte tonen for hele forløbet.

Jeg kom med som fotoredaktør, fordi samtalen også skulle ledsages af billeder af værkstedet. Det betyder, at jeg sad i kanten af rummet og så, hvordan en samtale faktisk opstår. Det er en anden position end at læse en færdig tekst, og den lærer mig noget hver gang.

Aftalen var enkel. Ingen manuskript, ingen færdig vinkel. Sofie havde nogle få emner skrevet ned, men de blev liggende i tasken næsten hele eftermiddagen. Karen skulle selv bestemme, hvor samtalen gik hen, og vi skulle følge efter.

Det første spørgsmål, der ikke virkede

Sofie åbnede med et spørgsmål om Karens uddannelse. Svaret var høfligt, kort og indøvet. Man kunne mærke, at det var en rute, Karen havde gået mange gange. Der er intet galt i det, men det giver sjældent en artikel, nogen vil læse til ende.

Efter ti minutter lagde Sofie spørgsmålet fra sig og spurgte i stedet, hvad der lå på arbejdsbordet lige nu. Karen løftede en skål, der ikke var blevet som planlagt, og begyndte at tale om, hvorfor hun alligevel ikke ville smide den ud. Det var dér, samtalen begyndte.

Forskellen er værd at lægge mærke til. Et spørgsmål om fortiden inviterer til en fortælling, man allerede har. Et spørgsmål om noget, man kan se og røre ved, inviterer til at tænke højt.

• Start med noget, der ligger foran jer i rummet
• Spørg til det, der gik galt, før du spørger til det, der lykkedes
• Undgå spørgsmål, som svaret allerede ligger gemt i

Tavsheden, som Sofie lærte mig at holde ud

Der kom et øjeblik omkring den anden time, hvor Karen holdt op med at tale midt i en sætning. Min egen refleks var at række ud efter noget at sige. Sofie sad helt stille og kiggede på skålen. Efter en lille halv minut fortsatte Karen med den sætning, der viste sig at være samtalens vigtigste.

Det er ikke en teknik, man kan lære af en liste. Man skal tåle, at der er stille, og at stilheden føles længere for den, der spørger, end for den, der svarer. De fleste afbryder for tidligt, fordi de tror, at pausen er et problem.

Bagefter talte vi om det i bilen. Sofie sagde, at hun har lært at tælle langsomt til ti i hovedet, før hun åbner munden igen. Ikke for at være taktisk, men for at give den anden plads til at nå frem til det, hun faktisk mener.

Billederne under samtalen

Jeg tog billeder, mens de talte, men holdt mig på afstand og brugte et objektiv, der ikke kræver, at jeg kommer tæt på. En kamera, der klikker lige foran en person, ændrer samtalen. Karen vænnede sig hurtigt til min tilstedeværelse, fordi jeg ikke bad hende om at poste eller kigge op.

De mest brugbare billeder blev taget i de øjeblikke, hvor hun glemte, at der var nogen. Hænderne på leret, blikket mod vinduet, en hånd der støtter hagen under en pause. Det er billeder af tænkning, og de fortæller mere end et portræt, hvor man smiler til kameraet.

Det er også derfor, jeg foretrækker at lade fotograferingen følge samtalen i stedet for at planlægge den på forhånd. Lyset i staldbygningen skiftede hen over eftermiddagen, og det gav os en naturlig variation uden at skulle arrangere noget.

Fra fire timer til én side

Optagelsen fyldte næsten tre timer. Sofie transskriberede den selv og markerede de steder, hvor Karen sagde noget, hun ikke selv havde forventet at sige. Det var færre, end man skulle tro, måske seks eller syv passager i alt.

Redigeringen handlede ikke om at gøre Karen mere interessant, men om at fjerne det, der stod i vejen for hende. Gentagelser, omveje og høflige indledninger røg ud. Hendes egen rækkefølge af tanker blev bevaret, så læseren kan mærke, hvordan hun nåede frem.

Karen læste teksten igennem, inden den blev sat. Hun ændrede to ord og bad os fjerne en bisætning om en tidligere kollega. Det gjorde vi uden diskussion. Et interview er en aftale mellem to parter, og den holder kun, hvis begge kan genkende sig selv i resultatet.

• Marker de passager, der overrasker den interviewede
• Bevar rækkefølgen af tanker frem for rækkefølgen af spørgsmål
• Lad altid den interviewede læse teksten inden udgivelse

Hvad jeg tog med derfra

Jeg har siddet med til mange samtaler, men den med Karen mindede mig om, hvor lidt der skal til, når to mennesker tager sig tid. Ingen avanceret udstyr, ingen smart indledning, bare en skål på et bord og en interviewer, der turde tie.

Det er den slags samtaler, vi gerne vil lave mere af i magasinet. De er langsomme, de kræver forberedelse, der ikke ligner forberedelse, og de giver sjældent de svar, man havde tænkt sig. Til gengæld giver de ofte noget bedre.

Karen har siden sagt, at hun nød at blive spurgt om noget, hun ikke vidste, hun havde en mening om. Det er måske den bedste anerkendelse, et interview kan få, og den kan man ikke bestille på forhånd.