Fem fejl i portrætfotografi og hvordan du undgår dem
Et portræt går sjældent galt på grund af kameraet. Her gennemgår Sofie Lindberg de typiske fejl i lys, tempo og samtale, som fotografer taler om, og hvad man gør i stedet.
Fejl 1: Lyset bliver et spørgsmål om udstyr
Når jeg spørger fotografer om, hvad der oftest ødelægger et portræt, nævner de sjældent kameraet. De taler om lyset. Den hyppigste fejl er at tro, at lyset er et problem, man løser med flere lamper, når det i virkeligheden er noget, man først skal læse.
Et vindue med nordlys, en væg der kaster varme tilbage, et tæppe der dæmper en skygge: det er ofte nok. En fotograf, jeg talte med i de her efterårsuger, sagde, at hun bruger de første ti minutter i et rum på slet ikke at tage billeder, men på at se, hvor lyset falder, og hvordan det ændrer sig.
Fejlen opstår, når man stiller udstyret op efter en fast opskrift. Så passer lyset til opskriften, men ikke til personen foran linsen. Et ansigt med dybe øjenhuler kræver noget andet end et ansigt med skarpe kindben, og det ser man kun, hvis man kigger, før man bygger.
- Se på rummets lys, før du pakker udstyr ud
- Flyt personen, ikke først lampen
- Brug en hvid flade eller et tæppe til at dæmpe skygger
Fejl 2: Man skynder sig forbi de første minutter
Mange portrætter bliver taget i de første fem minutter, og det er som regel de stiveste. Personen står og venter på, at det skal være overstået, og fotografen skynder sig for at nå det hele. Resultatet er et ansigt, der holder vejret.
Flere af dem, jeg har interviewet, siger det samme: de første billeder er til for at give begge parter ro. De tager dem uden forventning om, at de skal bruges. Samtalen foregår imens, og først når skuldrene falder, begynder det rigtige arbejde.
Det kræver, at man afsætter tid, som ikke er regnet med i planen. En time til et portræt er sjældent for meget, selv om der kun ender ét billede i magasinet. Tålmodighed er et af fotografiets mest oversete værktøjer, og den kan ikke købes.
Fejl 3: Instruktioner i stedet for samtale
Sæt dig lidt til højre, hagen ned, kig mod vinduet. Mange fotografer dirigerer, fordi det føles professionelt. Men en person, der får ti ordrer i træk, begynder at spille en rolle, og så fotograferer man rollen.
Jeg kommer selv fra samtalen og ser det tydeligt: de bedste portrætter opstår, når fotografen spørger om noget, personen gerne vil fortælle om. Arbejdet, et værktøj på bordet, et sted de plejer at sidde. Kroppen finder så sin egen holdning.
Det betyder ikke, at man aldrig giver anvisninger. Små justeringer er nødvendige. Men de bør komme som korte bemærkninger midt i en samtale, ikke som en række kommandoer, der afbryder den.
- Stil et spørgsmål, før du retter på en holdning
- Hold justeringer korte og sjældne
- Lad personen have noget at gøre med hænderne
Fejl 4: Baggrunden får lov at fortælle en anden historie
Et portræt handler om personen, men baggrunden taler med. En rodet reol, en skarp lysstribe eller et skilt i kanten af billedet kan trække blikket væk, uden at fotografen har bemærket det under optagelsen. Det opdages først ved skærmen, når det er for sent.
De rutinerede kigger i søgeren efter kanterne, ikke kun efter ansigtet. De flytter en stol, lukker en dør eller vælger en anden vinkel. Det tager få sekunder og sparer timer ved computeren.
Omvendt kan en baggrund hjælpe. Et værksted, et atelier eller en køkkenkrog fortæller noget om den, der står foran. Spørgsmålet er, om hvert element i billedet er der med vilje, eller om det bare er blevet stående.
Fejl 5: Man vælger billedet for hurtigt
Efter optagelsen kommer udvælgelsen, og den bliver ofte skåret over. Man vælger det mest skarpe eller det mest smilende, og så er man færdig. Men det billede, der bedst rummer personen, er sjældent det mest glatte.
Jonas Kristensen, vores fotoredaktør, plejer at lade en række billeder ligge natten over og se dem igen næste morgen. Det, der virkede vigtigt aftenen før, falder ofte bort, og det små, uventede øjeblik træder frem.
Det samme gælder for serier. Et enkelt portræt kan være godt, men en serie kræver, at billederne taler sammen. Det er en afvejning, som kun kan gøres roligt, og som man ikke bør presse ind i en enkelt time.
- Lad udvalget hvile til næste dag
- Spørg, hvad billedet siger, når lyden er skruet ned
- Vælg hellere et levende billede end et fejlfrit
Hvad fejlene har til fælles
Ser man de fem fejl samlet, handler ingen af dem om teknik i snæver forstand. De handler om opmærksomhed: på lyset, på tiden, på personen, på rammen og på eget valg bagefter.
Det er trøstende, fordi det betyder, at man kan blive bedre uden at købe noget. Man skal blot sætte tempoet ned og kigge, før man handler.
Det lyder enkelt, og det er det også. Men det kræver øvelse at holde fast i, især når man har travlt, eller når en person virker nervøs og man selv gerne vil have det overstået.
Et godt portræt kræver sjældent mere udstyr, men mere opmærksomhed. Læs lyset, giv samtalen tid, lad personen være sig selv, tjek kanterne og vælg billedet med en rolig hånd. Gør du det, forsvinder de fleste af de typiske fejl af sig selv, og tilbage står et billede, der ligner den, du har mødt.
Skriv til redaktionen
Har du et spørgsmål om fotografi eller et emne, du savner i magasinet, så skriv til os. Redaktionen læser alle henvendelser og svarer, så snart der er tid.
Send os en besked
- Pr. telefon
- +45 48 24 36 17